Terrapene

Opdræt og unger

Parring

Da jeg startede mit hold af æskeskildpadder gik de i små grupper i terrarier med en han og tre fire hunner sammen, og jeg synes jo, det fungerede rigtig godt. Men hvis man gerne vil have afkom af sine æskeskildpadder, er det langt fra den optimale løsning.

De to køn er kun sammen i naturen, når de parrer sig. Straks efter parringen går hannen sin vej for at lede efter en ny hun, og hunnen giver sig til at søge føde og gøre sig klar til at lægge æg ca. seks uger efter parringen.

Problemet med at holde en han sammen med hunnerne hele tiden er, at mange hanner simpelthen er så begejstrede for hunnerne, at de konstant forsøger at parre sig. Æskeskildpaddehanner er temmelig bølleagtige i deres parringsadfærd. De kredser omkring hunnen, skubber og maser med hende, napper hunnen i benene og skjoldkanten i lang tid som indledning til parringen. Under selve parringen hægter hannen sine bagben ind under hunnens skjold og lader sig falde bagover. Selve parringen kan vare fra få minutter til flere timer.

Triunguis

Det siger sig selv, at hunner, der har brug for at spise godt for at producere æg og senere har brug for absolut ro til at finde et godt sted til at lægge æg, og fuldføre det store arbejde at grave en rede til at lægge æggene i, får stress af altid at have en elskovssyg han omkring sig, der vil skubbe og bide og parre sig uafbrudt. Det skal retfærdigvis indskydes, at der er stor forskel fra han til han på, hvor meget den gider anstrenge sig for at parre. Og til hannens forsvar skylder jeg også at forklare, at i naturen kan en han jo gå rundt og søge efter en hun i ugevis eller månedsvis, så når den så endelig møder en hun, ja, så skal det altså lykkes, hvis den skal reproducere sig.

I mit nuværende anlæg er hanner og hunner kun sammen i den tid, de bruger på at parre sig. Hvis en han skal parre flere hunner, starter jeg med at sætte den mindste hun ind til hannen først, for en lille hun er mindst attraktiv for hannen. Hvis der er flere hunner sammen med en han, vil han kun interessere sig for de største, der set fra hans synspunkt kan rumme flest æg. Hunnen fjernes straks efter parringen. Efter tre fire dage får han så besøg af en ny hun osv. Husk efterårsparringerne i september er uhyre vigtige for at få fertile æg i foråret, hvor skildpadderne skal parre sig igen, når de er vågnet fra dvalen.

T. c. major skildpadderne parrer sig som regel i vandet. T. c. carolina skildpadderne på land. T. o. ornataerne springer nærmest de indledende manøvre over, det hele er tit overstået på få minutter. I naturen parrer ornataerne sig umiddelbart efter dvaleperioden, og man skal huske, at i denne periode skal dele af deres anlæg hyppigt oversprøjtes med vand, for ornataerne, som normalt ikke kan tåle fugt, har brug for det i denne periode.

Hos T. c. triunguis har Irmi Jasser-Häger gjort den erfaring, at der ganske enkelt ikke kommer befrugtede æg, hvis hunnen ikke er klar til parring eller synes om den han, hun nu er blevet tildelt. Irmi Jässer-Häger sætter sin han ind til hunnen, og hvis hunnen flygter fra hannen, bliver hannen straks fjernet. Efter et par dage forsøges på ny, og hvis hun stadig undviger, forsøges med en ny han i håb om, at hunnen bedre kan lide den. Jeg har selv gjort lignende iagttagelser, da de tre af mine hunner går lige hen og snuser til den ene hans næse, mens de bider efter den anden hans hoved. Der er kun kommet et befrugtet æg efter den ”uattraktive” han (selvom han set fra et menneskeligt synspunkt er en rigtig gentleman), mens befrugtningsprocenten er høj efter den anden langt mere aggressive han.

Før parringen er det klogt at rydde terrariet for alt, hvad dyrene kan hænge fast i for at beskytte hannen. En hun trækker så at sige hannen rundt i manegen, mens han hænger fast med bagbenene mellem hendes ryg- og bugskjold.

Jeg har aldrig set mine C. f. flavomarginataer parre sig, og det må de jo have gjort, for de havde unger, men jeg har tit set hannens indledende faser, hvor han kredser om hunnens hoved med stærkt nikkende hovedbevægelser. Den tyske opdrætter, H. Becker, beskriver i Ergänzende Bemerkungen zur Haltung und zur Nachzucht vom Cuora flavomarginata, 1999, at hannen stikker først sit hoved så hele forkroppen ind under hunnens forkrop, mens hunnen forholder sig passivt. Hannen bider sig også fast i hunnens forreste skjoldkant, mens de står frontalt over for hinanden, og ryster hunnen lidt eller smånapper hende i forbenene. De indledende øvelser fandt både sted i vandet og på land, men selve parringen foregik i vandet.

                                                     Flavomarginataunger

Æglægning

 

Som nævnt lægger T. c. major, T. c. carolina og T. c. triunguis deres æg cirka seks uger efter befrugtningen. Dette gælder ikke for T. o. ornataerne, der kan lægge æg allerede tre til fire uger efter befrugtningen. Jeg ved ikke, hvor længe efter parringen C. f. flavomarginataerne lægger æg.

 

Flere uger før æglægningen finder sted, skal der indrettes en ”æggehøj” i anlægget. Æggehøjen skal være mindst 30 cm høj og kan bestå af en blanding af fugtigt grus, sand og ugødet spagnum. Det er vigtigt, at ”jorden” i æggehøjen er så tilpas fugtig og fast, at den ikke falder sammen, når skildpadderne graver en pære- eller kolbeformet rede. Over æggehøjen skal der hænge en varmepære, og arealet skal være så stort, at skildpadderne selv kan vælge i hvilken afstand af varmekilden, de synes deres rede skal graves. Æggehøjen skal jævnligt overbruses med vand og holdes let fugtig.

 

En sådan æggehøj fylder jo en del, og hvis der mangler plads i terrariet, kan man bruge en klyne (købes på planteskolen) og save den til, så siderne bliver skrå, så skildpadderne kan klatre op på den. Skildpadderne graver så deres reder i klynen. Jeg har både æggehøj og klyner i mit anlæg, for jeg bruger klynerne til at holde på æggehøjen, så materialet ikke fordeler sig ud over hele anlægget. Når æggene er lagt, og hunnen er færdig med at stoppe hullet til og har forladt reden, lægges æggene i rugemaskinen. Hullet i klynen stoppes til med fugtigt spagnum, og på denne måde er den klar til genbrug. Der kan sagtens være tre til fire hunner, der bruger det samme hul i en klyne til æglægning.

 

Nogle af mine hunner ligger i vandfadene flere timer om dagen et par uger før æglægningen, jeg ved ikke, hvorfor de gør det. En æskeskildpaddehun, der skal til at lægge æg, er urolig og går rundt og snuser til jorden for at finde et egnet sted til sine æg. Denne periode kan vare flere uger.

 

Alle hunnerne her på Falster bruger bagbenene til at grave deres reder med - også ornataerne – selv om ornataerne i naturen kan grave sig forlæns helt ned under jorden, før de derfra begynder udgravningen til æggereden, formodentlig for at komme tilstrækkeligt langt væk fra den bagende sol. Min ældste ornatahun graver først en cirkelformet fordybning på størrelse med en dyb tallerken og derfra graver den så selve reden.

   T. c. triunguis

Selv processen med at grave reden, lægge æggene og dække dem til igen, varer normalt fra fire til otte timer, men kan vare helt op til tolv timer. Som regel starter hunnerne med at grave ved femtiden eller syvtiden om aftenen, men her på Falster er der en hun, som foretrækker at begynde at grave klokken ni om formiddagen. Æskeskildpadder lægger fra et til otte æg. Som regel en tre fire stykker, det højeste antal, der er kommet her, er syv. En lille hun kan sagtens lægge fire æg, de er så bare lidt mindre end de andres. Mine hunner får altid snegle med hus dagen efter æglægningen for at tilføre dyret naturligt kalk. En af mine hunner spiste 24 snegle ved den lejlighed.

 T. c. carolina - godt støvet - er ved at dække 5 æg, 2012

Marietta Foxmar og jeg har gjort vidt forskellige erfaringer med hensyn til, hvornår opdrættet lykkes bedst. Hos Marietta Foxmar kommer der stort set kun æg, når skildpadderne er ude om sommeren. Her på Falster kom der rigtig mange æg det år, hvor alle skildpadderne var inde, fordi det nye udendørsanlæg ikke var bygget færdigt. Men den sommer, hvor de måtte bo i et lidt køligt nødanlæg i vores stald, mens vi isolerede og renoverede deres hus, kom der ikke et eneste æg. Så set retroperspektivt antager jeg, at god varme er en af forudsætningerne for, at terrapener overhovedet vil tænke på at lægge æg.

Udrugning af æg

Man skal fjerne æggene, straks efter hunnen har forladt reden. Man undgår derved, at æggene tørrer ud, eller at ”kimen” allerede har positioneret sig. Æggene skal håndteres med største forsigtighed, og man må ikke vende og dreje dem under udgravningen, eller når man lægger dem til udrugning. De skal forblive i den stilling, de er lagt i, for ”kimen” kan muligvis være dannet allerede en time efter æglægningen. Og hvis afstanden mellem æggemassen og ”kimskiven” ændres, kan ”kimen” gå til grunde. Brug en blød pensel til at børste den værste jord af.

Hvis man ikke lige har set, hvor hunnen er begyndt at grave, må man forsigtigt føle sig frem. I ”æggehøjen” er jorden ekstra hård og flad ved overfladen, udenfor hvor jorden er hård, leder jeg efter blødere steder. Jeg graver reden ud med en teske, i de øverste otte ti cm. er jorden hårdt trampet til, og så dumper man pludselig ned i et langt blødere område, og her er æggene.

Æggene hos majorerne, carolinaerne og ornataerne er ovale, hos triunguis er de tit mere cylinderformede, og hos cuoraerne er de altid cylinderformede og langt mere hårde og glasagtige i skallen end de bløde læderagtige æg, som de amerikanske arter lægger. Hos Cuora flavomarginataæggene kommer et bredt hvidt bånd efter ca. 4 dage, hvis ægget er befrugtet.

Befrugtede C.f. flavomarginataæg og et terrapeneæg                                            C. f. flavomarginataunge, 2011.

Her på Falster benytter jeg en ret primitiv udrugningsmetode. Man skal bruge en plastikbeholder eller et lille akvarium, to mursten, en isbøtte, vand, varmiculite og et akvarievarmelegeme og en flamingokasse.

 

Min plastikbeholder er ca. 45 cm. lang, 25 cm. bred, 30 cm. høj. Heri lægges to mursten på langs på den smalle side. Der fyldes vand i til ca. 2 cm over murstenene (her må man lige prøve sig frem, hvis vandstanden er for høj, sejler isbøtten med æggene, og vugger æggene, det må den ikke – og hvis vandstanden er for lav, bliver isbøtten med æggene jo ikke holdt varm). Ovenpå murstenene stiller jeg en plasticbeholder (fx en, der har været en liter is i), i plastikbeholderen er der vermiculite og vand i vægtforholdet 1 : 1. Vermiculiten skal fylde ca. halvdelen af isbøtten. Jeg trykker lige en lille aflang fordybning på ca. 1 cm. og anbringer æggene der. De må ikke ligge for tæt, for de vokser under udrugningen. Låget fra isbøtten lægges løst på, men der er lavet ca. 10 små huller i det først. Vandet ved murstenene bliver varmet op af et varmelegeme til akvarier. Det hele anbringes i en flamingokasse, skær et lille hul i hjørnet til ledningerne - en men og billig løsning på en hjemmelavet rugemaskine, som jeg afprøver her i 2012.

 

Sommeren 2011 lagde mine skildpadder i alt 85 æg, en del af de befrugtede æg stoppede udviklingen efter ca. 4 uger. Irmi Jasser-Häger mener, at det skyldes for meget fugt. Hun blander vermiculite i forholdet 100 til 8, efter 4 uger lader hun vermiculiten tørre en smule ud, efter 60 dage sprayer hun æggene med en fin forstøver. På denne måde skulle man kunne undgå, at ungerne dør i æggene, og at ungerne klækker med for stor blommesæk.

Lufttemperaturen er 27,5, mens temperaturen i vermiculiten i æggenes niveau er ca. 28,7

 Steen Stjerne udrugede terrapenernes æg i en stor lækker fladruger af mærket Jäger. Luftfugtigheden skal være ca. 98 %. Steen Stjerne skolder vermiculiten, så eventuelle svampesporer dræbes, og det skal man endelig huske at gøre. Bagefter køler han selvfølgelig den varme vermiculite ned, før æggene lægges i.

 

Marietta Foxmar benytter en guldfiskebowle, med en mursten i bunden, en dyb underskål, en urtepotte med sterilt sand eller vermiculite, æggene lægges i sandet/vermiculiten. Ovenpå urtepotten med æggene lægges en omvendt tallerken. Vandet i bowlen opvarmes af et akvarievarmelegeme. På denne måde er der udruget over 60 terrapeneunger - ca. dobbelt så mange, som her på Falster.

 

Her på Falster udruger jeg altid skildpaddernes æg ved 28 - 29,5 grader. Alle på nær en, har været hunner. Pas på temperaturen ikke kommer for højt over 30 grader, ungerne udvikler deforme skjolde.

 

Udrugningstiden varierer fra 50 til 60 dage ved en udrugningstemperatur på 29-30 grader. Ved lavere temperaturer varer udrugningstiden længere. Æg fra C. c. flavomarginata klækker først efter 75 til 83 dage ved en udrugningstemperatur på 29-30 grader.

Her ses forskellen på befrugtede og ubefrugtede æg tydeligt.

Ernst, Lovich & Barbour, 1990, oplyser, at i naturen svinger befrugtningsprocenten hos terrapeneæg fra 24 % til 78 % fra rede til rede, og man har også fundet reder, hvor alle æggene var ubefrugtede, så man kan ikke forvente at få unger fra alle ens skildpaddeæg. Det første tegn på befrugtning er, at ægget forbliver hvidt. Hvis farven ændres til brunt, som et ”landæg”, eller hvis ægget får store mugpletter eller anden misfarvning, så kan man godt kassere det. Efter ca. 10 -12 dage plejer man at kunne se fine blodårer i de fine hvide befrugtede æg, når de belyses med en pencillampe – jeg kan bedst se blodårerne, når ægget belyses i mørke.

Hos C. f. flavomarginataens æg kommer der en tydelig streg eller et bånd enten på langs eller på tværs af ægget.

Pasning af unger

Både de kinesiske og de amerikanske æskeskildpaddeunger benytter en lille æggetand til at skære ægget op med, når de er klar til at forlade ægget. Det er meget forskelligt, hvor længe ungerne er om at beslutte sig til at forlade ægget helt. Nogle unger har stadig en lille æggeblomme under bugskjoldet, når de kommer ud af ægget, derfor må man endelig ikke forsøge at hjælpe en unge ud af ægget, for man risikerer at skade en evt. æggeblomme, så skildpaddeungen dør. 

Mange opdrættere anbringer en unge med æggeblommerest i en lille beholder på fugtigt køkkenrullepapir og lader den gå der et par dage til æggeblommen er brugt op. Det har jeg ikke haft held med, ungerne kravler rundt på papiret, slider på æggeblommen og bliver stressede af, at de ikke kan finde et skjul. Så når der klækker en unge her med for stor æggeblomme, pakker jeg den ind i fugtig køkkenrulle, så den føler sig tryg og forholder sig i ro. De små "pakker" ruger færdige i rugemaskinen. Først når æggeblommen er brugt op, har ungen brug for mad.

Unger med for stor æggeblomme "ruger" færdig i rugemaskinen i små pakker i 2013 - alle overlevede!

Carolinaunger, 2013

Nyklækket Triunguisunge bruger sin æggeskal som skjul.                   Her er den så ca. 5 mdr. gammel.

Hvis man ikke har haft brug for is i maven før, så har man det nu, for det kan blive et stort problem at få ungerne til at spise, hvis man ikke sørger for, at de ikke får stress. Og det får de, hvis de ikke får nærmest total ro, og hvis de er for mange sammen.

Marietta Foxmar holder sine unger i akvarier på fint, fugtigt akvariegrus og fodrer næsten udelukkende de nyklækkede unger med levende foderdyr, dvs. bænkebidere, bittesmå snegle og regnorm, og det plejer at gå uden problemer, men pludselig kom der et kuld triunguisunger, der totalt nægtede at spise. Til sidst greb Marietta Foxmar i ren desperation en håndfuld jordbær og lagde ned til dem – og så spiste de. Dette kuld var rene vegetarer i flere uger, før de ville have nogen som helst form for kød.

Jeg holder ungerne på en blanding af kokusmos og spagnummos, som jævnligt bliver oversprøjtet med lunkent vand. Hvis ungerne går for tørt vil skjoldkanterne krølle/bukke op. Der skal dog altid også være et tørt område, for det har ungerne også brug for, hvis de går for vådt risikerer man, at de får hvide pletter (svamp) på skjoldet. Varmen i terrariet er ca. 28 grader om dagen og ca. 20 grader om natten. Om dagen er der tændt terrarielys. Skjulet består af kunstigt vedbend og små barkstykker. Fordelen ved spagnummos er, at ungerne har let ved at grave sig ned, ulempen er, at det gør foderdyrene også.

En ti dage gammel ornataunge og tre nyklækkede.

Det første kuld her var virkelig vanskeligt at få til at spise, de levede af vand tilsat vitamin i flere uger og ville absolut ikke spise hverken regnorm, snegle eller bænkebidere, jeg var sikker på, at de ville dø. I dag er jeg overbevist om, at spisevægringen skyldtes stress, min mand og jeg var jo vildt bekymrede og stod nærmest og holdt øje med, om de trak vejret. Så fik jeg det råd at give dem blendet lever, og så spiste de. Da de først var kommet i gang med at spise lever, var det ikke svært at få dem til at jagte bænkebidere og regnorm og spise lidt blødt frugt eller bær. Blendet lever er altså ikke det optimale foder til nyklækkede unger, det må være for krast, men jeg vil alligevel give det råd, at hvis man står med skildpaddeunger, der er ved at dø af stress og sult, så giv dem dog for filen noget lever og få dem i gang.

 

Amerikanske opdrættere holder deres terrapeneunger i plastikskoæsker - ungerne her bor i opbevaringsæsker fra Ikea (ca. 40 gange 60 cm), jeg anbefaler ikke mere end 5 unger i hver. Fordelen ved disse kasser er, at de er lette, så man nemt kan bære dem ud i solen, og ungerne oplever ikke et stressende miljøskift, når man tager dem ud mindst en time hver uge.

Spagnummos med masser af bænkebidere, barkstykker - som skjul til bænkebidere og unger - en meget lav vandskål, mælkebøtteblade, lidt blendet lever, spotpære på 35 wat, uvb-lys, så har terrapeneunger alle chancer for en god start.

Både Marietta Foxmar og jeg bader de nyklækkede unger under opsyn i lave skåle med kuldslået vand en gang i døgnet, indtil de er store nok til selv at vende sig, hvis de skulle falde om på ryggen. Når ungerne kommer op af vandet, fodres de. På denne måde forstyrrer vi kun ungerne en gang i døgnet, vi undgår ”badeulykker”, og vi undgår, at dyrene får stress.

Det er meget vigtigt for ungernes helbred og vækst, at de kommer ud i solen, men der skal selvfølgelig være mulighed for, at de kan søge skygge. Husk, at dække de smås anlæg til med net. Fugle, hunde og katte udgør jo en fare for dem.

Etårige og treårige triunguisunger i ca. dobbelt så stor plastikboks som de etåriges. Ungen i midten er opdrættet af Annie Jensen.

Også hos Irmi Jasser-Häger fordres de nyklækkede unger med bænkebidere, snegle og små regnorm. Hun tilråder, at man fra starten også tilbyder en form for grønt fx kløver eller mælkebøtter, senest efter tre uger spiser ungerne det. Hvis man er løbet tør for levende foder, kan man fodre med beostærfoder, for det indeholder tørrede insekter, bær og havreflager, og ungerne spiser det gerne. Når ungerne er tre til tolv uger spiser de også halve pinkies og dele af døgngamle kyllinger.

22. juni, 2012 - ornataunge

De nyklækkede terrapeneunger har et skjold på størrelse med en ølkapsel og vejer mellem 7 og 9 g. Bugskjoldets lukkefunktion virker først, når ungernes skjold er ca. 5 cm. i længden.

Det er hundehamrende svært at opfostre helt perfekte ungdyr, for selvom man holder dem ens og fodrer dem ens, vokser de forskelligt. Min erfaring er, at en langsom tilvækst er altafgørende, ligesom en afvekslende form for foder. Mine unger fra 2011 har vidt forskellig størrelse, men har alle superflotte glatte skjolde. De startede med at spise blendet kyllingelever tilsat kalk, så tog de lidt fisk og græshopper. Hele bundlaget vrimlede med bænkebidere, som især triunguisungerne var gode til at finde. De opdagede hurtigt, at bænkebiderne sad under barkstykkerne og gik simpelthen ind under og nappede dem der. Jeg fodrer dem hver anden dag. Ca. hver 5. dag har de hver fået 2-3 regnorm. Optøede myggelarver er også et hit og udgør en stor del af foderet. Ungerne skal dog altid have adgang til mælkebøtter eller kløver for at få det supervigtige kalk. Og der skal altid være sepiaskaller i anlæget. Hver 14. dag har ungerne fået optøede jordbær eller hindbær tilsat kalk. De får kun vitaminer, hvis de fodres med optøet fisk, hvilket er ret sjældent. Nu hvor de er 11 mdr. spiser de også små snegle med hus. 

 T.o.ornatahun og ungdyr fra 2005 - mor og datter faktisk.                    Og her kom så 3. generation, 2011.

 Det er meget meget let selv at producere bænkebidere. Brug en stor plastbeholder med fem til 6 cm fugtigt ugødet spagnum i bunden, læg et par barkstykker på spagnumunderlaget, lidt mælkebøtter, frugtstykker eller kartoffelskiver - og find en flok bænkebidere - gerne nogle store basser med en gullig sæk på maven, for de har ungerne der, og så er man jo i gang. Så er det bare at holde bundlaget let fugtigt, og fodre lidt med tit, så kommer der en fin koloni af foderdyr. Her er rumtemperaturen 20-25 grader i det rum, hvor bænkebiderkasserne står.