Terrapene

Afsnittene her er sammendrag fra: C. Kenneth Dodd, Jr.: North American Box Turtles - A Natural History, University of Oklahoma Press, Norman, 2002.

Habitat

Man kan ikke entydigt sige, at terrapener lever i den og den slags habitater, for meget tyder på, at terrapener bruger forskellige habitater på forskellige tidspunkter om året især i den østlige del af Nord Amerika, hvor ornataer og triunguis opholder sig i græsområder og overdrev om foråret og i den tidlige sommer for at finde føde og lægge æg. Generelt undgår de opdyrkede områder. Når sommerens varme bliver for meget for dem, søger de ind i nærtliggende skov- og til flodområder, hvor temperaturen er lavere og fugtigheden er højere. De foretrækker skovområder, hvor løvet ikke lukker tæt, så der kommer solpletter igennem, hvor de kan solbade og evt. lægge æg. Fordelen ved skovområder er desuden, at jorden som regel er let at grave sig ned i, og at der er rigeligt med skjul. Om vinteren vandrer de endnu længere ind i skovene for at finde et beskyttet sted at dvale.

T. c. carolinahun

Det foretrukne habitat afhænger også af skildpaddens alder. Voksne terrapener benytter forskellige habitater, mens unger og ungdyr foretrækker områder, hvor det er nemt at gemme sig. Ornataungdyr opholder fx sig overvejende i skovområder, men dette gælder ikke ungerne.

 

De fleste terrapener graver sig ned om natten og undgår også ubehagelige vejrsituationer ved at grave sig ned enten i jord eller nedfaldne blade, typiske gravesteder er under planter, græstotter eller nedfaldne grene. Skildpadden graver først en lille fordybning, som den lægger sig i, derefter skubber den sig lidt frem og tilbage, indtil skjoldet er helt eller delvist dækket. På denne måde har den så at sige dannet en lille "skål" eller form, som lige passer til dens skjolds størrelse. Man regner med, at en terrapene bruger og genbruger forskellige "skåle" i løbet af dagen, og det er sandsynligt, at flere skildpadde benytter den samme skål fra tid til anden. Studier har vist, at fælles for alle skålene er, at de findes i fugtigt underlag. I Florida kan man ofte se skildpaddernes spor til og fra en skål, som ser ud, som om en miniature buldozer lige har kørt der.

T.o.ornataungdyr

Normalt vælger en terrapene sit overvintringssted inden for dens eget område, tit er det det samme sted, som den bruger som skjul om sommeren, når vejret er dårligt, men nogle skildpadder er kendt for at søge uden for deres territorium. Terrapener overvintrer ofte det samme sted hvert år, men man kender eksempler på, at skildpadder pludselig overvintrer et andet sted op til 500 m. væk fra det sædvanlige sted, for så at vende tilbage til det gamle sted næste år. Sædvanligvis overvintrer terrapener enkeltvis, de kan ligge i en afstand på 50 cm, men der er fundet 6 triunguis i samme hul.

 

Det varierer fra dyr til dyr, hvor dybt de graver sig ned, nogle gange er det øverste af skjoldet stadig synligt - selv i nordlige områder, hvor man kan forvente frost og sne. T. c. carolina skildpadder graver sig ned indtil 14 cm, rekorden er 48 cm i Illinois. Triunguis overvintrer i dybder fra 11 cm til 46 cm. Men både triunguis og carolina carolina kan overvintre i naturlige skjul under træstykker, i løvbunker og småhuler.

T.c.triunguishun  på vej ud af sin hule

Ornataer i Kansas ligger i fra 5 cm dybde til 56 cm, men hannerne i Wisconsin går ned på 70 cm, og hunnerne på 1,1 meter. I følge Doroff og Kieth, 1990, varierer dybden på et overvintringssted i Wisconsin fra 0,5 til 1,8 meter. Selv nyklækkede ornataunger forlader deres rede og graver sig ned til 68 cm under overfladen. At ornataerne typisk overvintrer i sandede områder, hvor det er let at grave, kan ikke overraske.

 

Terrapener skifter ind imellem deres overvintringssted, det sker især sidst på vinteren eller tidlig forår, hvor de kommer frem i mildt vejr. I denne sitation kan de blive dræbt af pludselig frost, inden de når at grave sig ned. Andre farer er rovdyr og barske vintre, hvor der ikke er et isolerende snedække på jorden.

 

Terrapener elsker et ordentligt bad, og er i stand til at svømme både under og i vandoverfladen. I varme perioder er de blevet observeret ved lave damme, søer og floder, man har endda fundet terrapener i 25 cm dybt mudder. I Colerado holder ornataerne ofte til ved brinken ved Cimarron floden, hvor de drikker af vandet.

T.c.triunguishun

Terrapenernes kropstemperatur varierer fra art til art og selvfølgelig også af dens leveområde. Man har målt kropstemperaturer på carolianer i Ohio på 32 grader, i Arkansas var en aktiv triunguis 25,9 grader varm, mens en carolina i New Jersey havde en kropstemperatur fra 26-28 grader. Velfodrede terrapener foretrækker en temperatur på 29,8 dvs., 1,5 grader højere end terrapener, der har fastet et par uger. Men de geografiske forhold spiller stadig en afgørende rolle, en ornata i Wisconsin foretrækker en temperatur på 23,5 pluds-minus 1,5 grad, mens de i det sydlige Kansas kan lide en temperatur på 29,8 grader. Terrapener kontrollerer deres kropstemperaturer ved at solbade om morgenen, eller som tidligere nævnt at skifte deres opholdssted. Hvis temperaturen kommer over 41 grader, kan terrapener urinere på deres bagben for at afkøle sig, eller udskille skum fra munden, som de fordeler ud over forbenene. Det er helt afgørende for en terrapene, at den ikke er dehydreret, mangel på væske betyder, at den ikke kan kontrollere sin temperatur, og ornataer og carolinaer dør ved en kropstemperatur på 42-43 grader.

 

 

T.o.ornatahun

Der findes terrapener, der så at sige lever et transitliv, dvs. de vandrer rundt over store områder uden at have et fast tilholdssted, en triunguishan i Missouri vandrede 10 km i lige linje over en periode på 14 måneder. Nogle terrapener vandrer i perioder og vender så tilbage til deres hjemsted, men om dette gælder begge køn, ved man ikke. Men man ved, at de fleste terrapener har et veldefineret hjemsted. Der er ikke tale om et egentligt territorium, idet de ikke forsvarer området, og de ses af og til sammen med andre artsfæller. Man regner også med, at en terrapene flytter, udvider eller indskrænker sit leveområde lidt af og til. Hanner og hunner har nogenlunde samme størrelse på deres leveområde. Leveområdet kan variere fra 1 til 5 hektar, og være mindre end 300 m i diameter. En hun levede på et område på kun 52 m i diameter, hvor den opholdt sig i 3 år. I Missouri levede 70 % ud af 239 triunguis på arealer mindre end 2 hektar og 15% mellem 2 og 3,5 hektar. Måske lever terrapener et helt liv på det samme område. Man har fundet den samme ornata 28 gange over en tiårig periode inden for en afstand på 7,6 meter. Hvis deres områder fx bliver oversvømmet, vælger de enten at forblive i området eller flytte længere væk, men de vender tilbage, når muligheden er der. Ungdyr lever tit på et mindre areal, helt ned til 0.25 hektar, men undersøgelser af triunguisungdyr har også vist, at deres områder varierer fra 0,4 tl 3,2 hektar, der er dog en klar tendens til, at de udvider deres arealer med årene.

Aktivitet

Hvor meget bevæger en terrapene sig i løbet at et døgn? Undersøgelser viser, at det varierer meget fra dyr til dyr, og det kan være svært at afgøre den eksakte distance, men ved hjælp af "tråd-metoden", hvor man fæstner en råd til skildpadden og derefter måler afstanden, kan man påvise, at rekorden er sat af en ornata, der vandrede 76 m. på en time. Normalt vil en terrapene bevæge sig over et areal på 75 til 118 meter i løbet af en fire fem dage. I 70'erne er der gjort forsøg med at flytte terrapener 3 km fra deres hjemområder, og mange af dem var i stand til at finde tilbage til deres sædvanlige opholdssted. Da de blev sluppet fri, rejste de deres hoveder og tog et overblik over området og fulgte så en ret direte rute tilbage. Forsøg viser, at skildpadder har en slags biologisk ur, som følger solen, dvs., de er i stand til at bruge solens position til at vælge retningen hjemad, hvis de er blevet flyttet til et ukendt areal. I overskyet vejr, hvor solen ikke er synlig, kan de ikke retningsbestemme. De kan heller ikke orientere sig ved hjælp af månelys, hvilket måske forklarer, hvorfor skildpadder er inaktive om natten.

T.o.ornatahanner

Sanser

C. Kenneth Dodd mener ikke, at terrapener har nogen smagsløg, til gengæld mener han, at de er i stand til at genkende hinanden. I 1981 er der lavet forsøg med carolinaer, som viser, at skildpadder, der kender hinanden, er mindre aggressive over for hinanden end over for fremmede individer. Når en terrapene møder en ukendt artsfælle vil den ofte konfrontere den anden ved "nosing", dvs. den nærmer sig den andens næse indtil 1 cm. afstand med sin egen, eller den laver nogle pludselige duk eller ryk med sit hoved. En tredje måde, foruden at bide og snappe, er "gabing", hvor skildpadden spærrer munden helt op. "Gaping" bruges oftere mod naboer end mod helt fremmede.

T.c.baurihun

Man ved ikke, om terrapener altid lever solitært (alene), noget tyder på, at visse individer kan lide at være sammen, og at andre måske ligefrem plejer en slags naboskab. Der er også stor forskel på terrapeners temperament, nogle hanner er milde og kan let omgås andre individer, men andre er klar til kamp, hvis en fremmed han skulle dukke op.

 

Man ved meget lidt om terrapeners evne til at lære i vild tilstand, men de er åbenlyst i stand til at huske, hvor der er adgang til vand, og hvor der er føde. Flere forskere har noteret, at deres tamme terrapener er i stand til at genkende mennesker og forbinde dem med mad, og at de kan se mange meter, især når det drejer sig om fjender eller mad. De reagerer hurtigst på fødeemner, der bevæger sig. De er også i stand til at se farver, de foretrækker rødt og orange og reagerer ikke på grønt og blåt. Eftersom hunner lægger æg i tusmørke, regner man også med, at de istand til at se i det mindste så meget, at de kan finde tilbage til deres "skål".

T.c.baurihan

Man er ikke i tvivl om, at terrapener kan høre, men om de hører på samme måde som fx et menneske, ved man ikke, det er muligt, at de hører vibrationer i underlaget bedre end os. De bruger også deres lugtesans og ses ofte snuse til ders omgivelser, men om de undersøger fugt i underlaget, mulige fødeemner eller lugter, efter om en anden skildpadde er gået forbi, ved man ikke.

 

 

Den reproduktive cyklus

Hos skildpadder og andre reptiler sker der i årets løb forandinger i kønscellerne, som betyder, at skildpaddens reproduktinsevne svinger i løber af året. Når ornataskildpaddehannerne dukker frem fra vinterhi om foråret i Kansas er deres fertilitet lavest, fertiliteten svinger hen over sommeren og topper midt i september, som også er det tidspunkt, hvor de fleste parringer finder sted.

 

Hos hunnen udvikler ægcellen sig teknisk set ikke før befrugtningen, efter befrugtningen kommer der æggeskalsfibre efter 24-26 timer efter æggelæsningen og calcium efter 36-48 timer. Alt efter æglægningsbetingelser og størrelse på lægget, befinder æggene sig skildpadden yderligere 14-21 dage. Under dårlige betingelser kan en skildpaddehun så at sige droppe at reproducere sig et år og endda også det følgende år.

 

Æskeskildpaddehuner er i stand til opmagasinere sæd op til 4 år efter en parring, en praktisk funktion hvis hunnen befinder sig i et område, hvor den sjældent møder en han.

T.c.carolinahun

Man ved ikke, hvordan terrapenerne finder hinanden. Nogle skildpadders hjemområder overlapper hinanden, og måske traver hannen ganske enkelt over i hunnens område, når parringstiden er inde. Man har set hanner gå og snuse til jorden, mens de vandrede, og det er muligt, at den ganske enkelt lugter sig frem til hunnen. Nogen egentlig pardannelse er der ikke tale om, og uanset hvor opsat en han er på at reproducere sig, så er det hunnen, der bestemmer, om parringen skal finde sted.

 

Der er observeret parringer i blandt terrapener hele den aktive tid af året, men de er klart mest aktive lige efter vinterhi og igen lige før dvalen.

 

Terrapener lægger ikke æg samtidigt som havskildpadderne, men den samme hun har ofte et foretrukkent sted, hvor den lægger sine æg, om stedet bliver opvarmet af solen eller ligger i skygge har afgørende betydning for, om æggene udvikler sig til hunner eller hanner. I Florida strækker æglægningsperioden sig fra sidst i marts til tidligt i august, mens ornataer i det nordlige område kun har en lægperiode fra tidligt i maj til midt i juli. Carolinaer lægger tit deres æg lige før regnvejr, under regnvejr eller lige efter. Som regel starter de med at grave rederne sidst på eftermiddagen, eller før skumringen, men selve æglægningen sker tit ud på natten.

T.c.triunguis ungdyr

Terrapeneæg kan tåle store udsving, når det gælder fugt. Der er gjort forsøg med ornataæg, som viste, at et æg kunne forøge sin vægt med 6 % ved at absorbere fugt, og at et æg kan forøge sin vægt op til 18,5 % i fugtige omgivelser, mens det mister 17 % af sin vægt, i forhold til da det var nylagt, under tørre omgivelser. De fugtige æg tog længere tid at udruge, men ungerne var også større og formodentlig mere sunde. I den sidste del af udrugningsfasen bruger fosteret op til 450 kubik millimeter ilt pr time.

 

Incubationstiden varierer alt afhængigt af temperaturen. Forsøg har vist, at carolinaæg tog 73,6 dage ved en udrugningstemperatur på 25 grader, 50,7 dage ved 30 grader, for ornataæg tog det 74,4 dage ved 25 grader og 51 dage ved 30 grader.

 

Temperaturen spiller også ind med hensyn til kønsudviklingen. 73 % carolinaæg blev hanner ved en temperatur på 22,5 grader, ved 25 grader kom der 96 % hanner, ved 27 grader kom der 81% hanner, ved 30 grader ingen hanner. Hos ornataer kom der 100 % hanner ved 22,5 og 25 grader, ved 29 grader kom der 100% hunner.

7. 6. 2012 - ornataunge 5 timer før den forlod ægget

Levestedets beliggenhed og dyrenes underart betyder noget med hensyn til læggets størrelse. Carolinaer fra det nordlige område lægger fra 4 æg og derover, mens de i det sydlige område kun lægger fra 1 til 3 æg pr læg.

 

Fertiliteten svinger meget, det er ikke unormalt, at kun et ud af tre æg i et læg er befrugtet. I Florida har forfatteren aldrig set over 42% gravide hunner på en sommer. Det er muligt, at dette skyldes lav adgang til hanner, men opdrættere af carolinaer har rapporteret, at 18 % af æggene var infertile, mens en opdrætter af major siger, at 90 % af majoræggene var fertile.

Triunguisunge 2011

Ungerne er som regel flere timer om at komme ud af æggene, der kan gå op til 3 dage, før ungen er helt fri. Ofte er der en blommesæk, som normalt bruges op op inden for en uge. Blommesækken suges så at sige op af bløde muskler, lige efter denne fase retter skjoldet sig ud og bliver meget fladere.

Føde og tilvækst 

Terrapener vokser relativt hurtigt i deres første 6 leveår, i Florida bliver hannene kønsmodne i en alder af 5 til 6 år, mens hunnerne først er kønsmodene som 7 eller 8 årige. Små carolinaer i Maryland i har en vækstrate på 22,8 % i skjoldlængde årligt de første få år. Som 8 - 13 årige har hanner en vækstrate på 6,7 % årligt, hunnerne vokser lidt langsommere, deres vækstrate er på 5,3 % årligt. Fra 14 - 19 år vokser hannerne 2,3 % årligt, og hunnerne 3,4 %. Ornataunger i Kansas har en årlig vækstrate på 17,5 %, som tiårige daler denne rate ind til tyveårsalderen, hvor væksten stopper (se afsnit om tilvækst i fangenskab under "Opdræt og unger").

   T.c.carolinaunge 7 mdr.

Triunguisunge 5 mdr.

Ornataunge 7 mdr.

Terrapener spiser ret meget grønt og bær. I Pennsylvania havde 62,5 % af carolinaerne grønt og eller bær i deres fordøjelsessystem, i Illinois 89 % (heraf 51,6 % grønt/bær i volume), i Carolina var det 32 %, og i Kansas havde 91 % af ornataerne også spist en form for grønt eller bær. En stor del af det grønne består af svampe bl. a. skørhat, stribet redesvamp og fluesvamp. Terrapener kan tåle en del svampe, der er giftige for mennesker. Dertil kommer mosser, blomsterknopper, frø, rødder og forskellige former for løv, fx. Graminae (en græsart), Gaultheria (bjergte), Osmorhiza (søde cecilie) og blade, knopper og frugt fra kaktusarterne Coryphanta og Opuntia. Af frugt og bær spiser de fx: druer, japansk kirsebær, hyldebær, multebær, sødruer, jordbær, blommer og æbler. Forfatteren har set mellem 40 og 50 terrapener spise morbær under det samme træ i Florida, og henviser til andre forfattere, der også har set mange terrapener samlet under et bestemt frugttræ, hvilket kan tyde på, at terraperer husker og vandrer langt efter en bestemt frugt, når sæsonen er der.

T.o.ornataunge 7 mdr.

Snegle med hus udgør op til 52,5 % af diæten hos carolinaer i Kentucky, hertil kommer forskellige tusindben, græshopper, møl, larver, græshopper og biller, mens regnorm, ådsler, snegle uden hus og fårekyllinger kun udgør ca. 5-10 % af føden. Ornataer har lært at udnytte en væsentlig fødekilde i deres miljø, menlig larver og insekter i koklatter - oprindelig fra bison - som tiltrækker insekter og biller, der lægger deres æg der.

 

Forfatteren kritiserer os, der holder terrapener, for at fodre med forkert kost og have en tendens til at fodre med det, der nu fungerer på et eller andet plan. Vi skal fodre med grønt og bær med et højt næringsindhold. Han foreslår, at vi blander salater af fx: tomater, bananer, honningmelon og andet melon, forskelligt bær, sennep blade, mælkebøtter, svampe, sødkartofler, julesalat og kaktusfrugt. Vi skal for alt i verden undgå: spinat, rødbede, rosenkål, blomkål og brocolli, for det indeholder fosfor, der binder det livsvigtige kalk.

 

Terrapener er vilde med: snegle med og uden hus, regnorm, insekter, og foruden det må vi fodre med frisk fisk og meget magert kød, men ikke kylling og hakket oksekød. Hunde- og kattemad indeholder også generelt for meget fedt og bør undgås. Melorm må betragtes som snack og indeholder for få næringsstoffer til at udgøre et egentligt foder.

 

Man har i mange år gået ud fra, at terrapeunger og ungdyr næsten kun spiser en form for kød, og at de langsomt bliver mere og mere panteædende med årene, og det gælder måske for ornataerne, men Struart og Millers undersøgelser i 1987 viser, at ungernes mad er det samme som de voksnes, hvilket vil sige: Hvis det kan finde det og fange det, så æder de det.

T.c.majorungdyr