Terrapene

Velkommen til hjemmesiden om æskeskildpadder

Formålet med denne hjemmeside er at fortælle om æskeskildpaddearterne og om hold og opdræt af æskeskildpadder. Jeg tager først og fremmest udgangspunkt i egne og venners erfaringer, men benytter også amerikanske kilder, og jeg har fået tilladelse til at henvise til den tyske ekspert Irmi Jasser-Hägers erfaringer.

 

Hjemmesiden skulle gerne opfylde et behov for dansk litteratur om æskeskildpadder. Den henvender sig til nye ejere af æskeskildpadder og er derfor visse steder meget lavpraktisk, men jeg håber alligevel, at erfarne opdrættere også vil finde siden interessant.

 

 

Jeg er Annemette Elbech, bor på Falster og startede mit hold og opdræt af Terrapener for 23 år siden. Hjemmesiden blev oprettet i oktober 2010 og bliver løbende opdateret, dvs. jeg skriver, mens den tekniske redaktion foreståes af Magnus Gether Sørensen. Stor tak til Steen Stjerne, uden hans hjælp og tekniske assistance var denne hjemmeside aldrig opstået.

 

Terrapene skildpadderne blev i sin tid importeret fra USA til Europa i tusindvis som erstatning for græske landskildpadder, som var en truet art. Desværre var de færreste købere klare over, at terrapenerne er en slags landlevende sumpskildpadder, der har helt anderledes behov med hensyn til fugt, varme og foder. Vi ved ikke, hvor mange overlevende æskeskildpadder, der er i Danmark i dag – et optimistisk gæt kunne være højst 500, resten døde på grund af forkert pasning. I starten af 90erne blev æskeskildpadderne fra USA fredet under Washington Konventionens liste 2, efterfulgt af eksportforbud. I dag er alle arter af æskeskildpadder totalt fredede i USA. Derfor er der virkelig grund til at bevare de smukke og interessante dyr, som er tilbage i Danmark.

 

Der findes syv forskellige amerikanske æskeskildpaddearter: Terrapene carolina bauri, Terrapene carolina carolina, Terrapene carolina major, Terrapene carolina mexicana, Terrapene carolina triunguis, Terrapene carolina coahuila og Terrapene ornata ornata.

Derudover findes flere asiatiske arter fx. Cuora flavomarginata flavomarginata, Cuora flavomarginata sinensis, Cuora flavomarginata evelyane og ikke af forglemme Cuora galbinifrons. Man kan finde flere gode udenlandske opdrætsartikler på Internettet, men man skal søge under Cistoclemmys, da flere fagfolk mener, at de landlevende kinesiske æskeskildpadder bør høre under denne gruppe.